Ungerådgivere og jobkonsulenter søges til den styrkede Ungeindsats i Ungecenteret i Vordingborg

Vil du være med til at styrke og udvikle arbejdet med unge mellem 15-29 år, som endnu ikke har fundet deres vej ud i uddannelse- eller arbejde, og tror du på, at der er en vej for alle Unge, så er det dig vi søger! 

Vi har i Vordingborg kommune været så heldige at få puljemidler til Ungeløftet de næste 3 år, og derfor har vi mulighed for at styrke den nuværende Ungeindsats med både Ungerådgivere og Jobkonsulenter, som sammen med de unge skal arbejde efter IPS metoden (Individuelt planlagt job og støtte), hvor den virksomhedsrettede indsats med ordinære timer er vejen frem og en individuel tilrettelagt støtte til de unge før, under og efter forløbet er afgørende.  

Vi søger både dygtige ungerådgivere (socialrådgivere/socialformidlere) og jobkonsulenter med erfaring i arbejdet med målgruppen af unge med komplekse udfordringer og det tværfaglige- og virksomhedsvendte samarbejde. 

Dine opgaver vil bl.a. være at 

  • Afklare og afdække den unges ressourcer, potentiale og ønsker for den virksomhedsrettede indsats   
  • Tilrettelægge og gennemføre virksomhedsrettede forløb – herunder småjobs, praktik og lønnede timer
  • Følge op på udvikling, progression og mål for den unge med komplekse sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige udfordringer
  • Samarbejde tæt med ungevejlederne, ungerådgivere, ungeguides og øvrige aktører om helhedsorienterede forløb, som ofte består af flere parralle forløb
  • Bidrage aktivt til implementeringen af Ungeløftet og skabe stærke relationer til lokale virksomheder og civilsamfundet, der kan understøtte de Unges vej i uddannelse eller job
  • Medvirke til at udvikle og forankre metoder og principper fra bl.a. ’Flere skal med’, og IPS (Individuelt Planlagt Job med Støtte). 

Vi leder efter dig, der 

  • Er uddannet socialrådgiver eller socialformidler eller har erfaring med den virksomhedsrettet indsats
  • Har erfaring med unge i udsatte positioner – gerne fra beskæftigelsesområdet 
  • Har arbejdet opsøgende med virksomheder 
  • Er god til at skabe tillid og relationer – både med unge og samarbejdspartnere 
  • Arbejder struktureret og dokumenterer din indsats systematisk 
  • Har blik for potentiale og tør udfordre med nye perspektiver 
  • Trives i et team, men tager også selvstændigt ansvar

Du bliver en del af 

Du vil blive en del af Ungecenteret, hvor der allerede nu arbejder 48 fagligt stærke og engagerede medarbejdere, og du vil blive forankret i Centerets Ungerådgivning for beskæftigelse.   
Vi kan tilbyde en spændende arbejdsplads i udvikling, en stor grad af fleksibilitet i egen tilrettelæggelse af arbejdet, gode kollegaer, flexordning, fleksibel arbejdstid og en arbejdsplads, hvor der er en uformel tone og højt til loftet. 

Om Ungecenteret: 
Ungecenteret blev etableret 1. april 2019 og er et tværfagligt center for alle unge mellem 15-29 år, som har til formål at sikre en sammenhængende ungeindsats i Vordingborg Kommune. Ungecenteret er en enhed i Center for Borger og Arbejdsmarked, og de 48 medarbejdere kommer fra henholdsvis Psykiatri og Handicap, Børn og Familie, Jobcenteret samt Ungdommens Uddannelsesvejledning. Centret har et stærkt fokus på unge i forhold til uddannelse, arbejde og livsduelighed og skal bidrage til, at alle unge får den bedste vejledning og hjælp til at skabe en fremtid med uddannelse og arbejde. Ungecenteret har adresse på Algade 97 i Vordingborg. 
 
Øvrige oplysninger: 
Der er tale om fuldtidsstillinger, og aflønningen sker efter gældende overenskomst og principperne i Ny løn. Stillingerne er tidsbegrænset, og derfor er der tale om en midlertidig ansættelse på 3 år. 

Du må gerne i din ansøgning tilkendegive, om det er en stilling som Ungerådgiver eller Jobkonsulent, du søger. 
 
Ansøgningsfrist: 19. august 2025. 
 
Ansættelsessamtaler: 22. og 25 august 2025.
 
Tiltrædelsesdato: 1. oktober 2025 eller snarest muligt.

Har du spørgsmål vedrørende stillingerne, er du velkommen til at rette henvendelse til:
I uge 30 til Britt Teut, teamleder i Ungecenter Vordingborg på brte@vordingborg.dk eller mobil 21 77 54 28.
Fra uge 31 til Jeanet Christensen, teamleder i Ungecenter Vordingborg på jembc@vordingborg.dk eller mobil 23 49 90 64.

Vi gør opmærksom på, at vi som en del af rekrutteringsprocessen indhenter referencer fra tidligere arbejdsgivere, og ansættelsen er betinget af, at vi modtager en ren straffeattest. 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Vordingborg Kommune
Vordingborg Kommune er en attraktiv og moderne arbejdsplads beliggende i Danmarks vildeste natur. Her langs Danmarks længste kystlinje mellem historiske købstæder og stærke fællesskaber er vi omtrent 4000 ansatte, der arbejder for at gøre vores kommune til et endnu mere grønt og attraktivt sted at bo og leve. Vi har fokus på, at hverdagen skal hænge sammen og tilbyder rammerne om et liv i balance. Her får du mange kvadratmeter for færre penge, du kommer tæt på kysten, i spektakulær natur – med et meningsfuldt job. Så kom og vær med!
Frist:
Stillingskategori: Administration og ledelse
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdsstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Britt Nordstrøm Teut Teamleder
Arbejdssted: Ungecenteret, Algade 97, 4760 Vordingborg
Jobagent Opret jobagent
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43, 4760 Vordingborg
Telefon 55 36 36 36
CVR: 29 18 96 76
Tilgængelighedserklæring
Powered by Emply